Parkeringsklagenævnet behandler klager over kontrolafgifter pålagt af private for overtrædelse af vilkårene for brug af offentligt tilgængeligt private parkeringsområder.

Parkeringsklagenævnets formål er blandt andet at skabe en lettere adgang for bilister til at klage over private parkeringsselskabers kontrolafgifter, som man finder uberettigede.

Parkeringsklagenævnet kan behandle klager mod ethvert parkeringsselskab. Det bemærkes i denne forbindelse at selskaber, der ikke er tilmeldt Parkeringsklagenævnet, ikke har et retligt grundlag at udstede kontrolafgifter på.

Parkeringsklagenævnet skal afvise klager, der hører under, er under behandling ved eller har været behandlet af et andet privat tvistløsningsorgan, et lovbestemt alternativt tvistløsningsorgan, eller et udenlandsk tvistløsningsorgan, som er anmeldt til Europa-Kommissionen, Nævnenes Hus eller en domstol.

Parkeringsklagenævnet kan alene behandle klagesager, hvor der tidligere har været klaget til parkeringsselskabet, der har udstedt kontrolafgiften, hvor parkeringsselskabet har fastholdt kravet desuagtet klagen, eller ikke har svaret i 3 måneder.

En forudsætning for at få behandlet sin klage ved Parkeringsklagenævnet er, at der er betalt klagegebyr.

Klage skal indgives for Parkeringsklagenævnet inden for rimelig tid. Parkeringsklagenævnet vurderer, om der findes at være sket unødig forsinkelse i forbindelse med klagens indgivelse.

Nævnet har i enhver henseende pligt til at være objektivt, sagligt og habilt i sine afgørelser.

Copyright © 2024 Parkeringsklagenævnet  |  Alle rettigheder forbeholdes
DIBS - Payments made easy